Sildemadderne er sikret - kvoten går op

Skrevet af admin

14/10/2014

Dagens topnyheder

Danske fiskere kan se frem til at måtte fange færre torsk, flere sild og lidt færre brisling i Østersøen til næste år, efter at EU-landenes fiskeriministre mandag aften i Luxembourg er enedes om kvoterne for næste år.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) kaldet forhandlingsresultatet "rigtig flot".

- Efter intense forhandlinger har vi landet en aftale, som de danske fiskere kan være godt tilfredse med.

- Torskekvoterne er reduceret mindre end frygtet, og der bliver flere sild til de danske fiskere, som også beholder deres havdage på niveau med i år, siger ministeren i en skriftlig kommentar.

Sildekvoten sættes op med 45 procent i den centrale del af Østersøen, mens den øvre grænse for torskefiskeriet i samme område bliver sat ned med seks procent i stedet for den halvering af kvoten, som EU-Kommissionen oprindeligt havde lagt op til.

I den østlige del af Østersøen reduceres torskekvoten med 22 procent i forhold til i år.

Formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, tilslutter sig ikke ministerens begejstring.

- De danske fiskere er tilfredse med, at det ikke blev minus 50 procent. Men skrækscenariet var også så tåbeligt, så man kan altid komme og vise noget, der er bedre end det.

- Vi havde håbet på en kvote af samme størrelse som sidste år, siger Svend-Erik Andersen til Ritzau.

Fiskernes formand mener, at fiskerne var blevet lovet "en ekstra mængde" på kvoterne, nu da de skal til at følge helt nye regler, der betyder, at alle fangne fisk skal bringes med i land. Det såkaldte udsmid- eller discardforbud træder i kraft fra 1. januar.

- Så er man som fisker på usikker grund i Østersøen. Derfor har man behov for, at den kvote, der er til rådighed, er tilstrækkeligt stor for at kunne indgå i et nyt scenarie med regulering af fiskeriet efter et discardforbud, siger Svend-Erik Andersen.

/ritzau/