Silkeborg fortsat uden sejr efter nederlag til FCN

Skrevet af admin

14/09/2014

Dagens topnyheder

Det blev heller ikke i syvende forsøg, at Silkeborg skulle hente deres første Superliga-sejr i denne sæson.

Søndag eftermiddag tabte holdet hjemme 1-2 til FC Nordsjælland, der nu indtager rækkens tredjeplads, mens Silkeborg fortsat er at finde under nedrykningsstregen i Superligaen.

Uffe Bech scorede nordsjællændernes sejrsmål få minutter før tid.

I sidste runde kom Silkeborg for første gang på tavlen i sæsonen, da de spillede 2-2 mod AaB. Begge scoringer tegnede Emil Scheel sig for, og søndag var midtbanedynamoen så igen på spil, da han åbnede scoringen mod FC Nordsjælland.

På Mascot Park havde de 2390 tilskuere knap sat til sig rette i plasticsæderne, før 24-årige Emil Scheel, direkte på frispark, krøllede bolden ind bag en sprællende David Jensen i FC Nordsjællands mål.

Det flotte åbningsmål blev det eneste i en halvleg, hvor FC Nordsjælland havde bolden mest, men ikke kunne udnytte overtaget til at skabe balance i regnskabet mod et velorganiseret Silkeborg-mandskab.

Udeholdet angreb meget over kanterne med lynhurtige Uffe Bech og Joshua John, men alt for sjældent fandt deres indlæg en medspiller. Med Dennis Flinta i spidsen havde Silkeborg-forsvaret rigtig godt styr på FCN’s forreste mand, Kasper Lorentzen.

Det billede ændrede sig dog straks efter pausen, hvor nordsjællænderne kom blæsende ud af starthullerne. Det gav pote med det samme, da netop Kasper Lorentzen satte hovedet på et præcist indlæg fra Joshua John og udlignede til 1-1.

Resten af kampen bød på muligheder i begge ender, hvor de to keepere flere gange måtte ud i fuld længde for at forhindre yderligere scoringer.

Efter mange flotte redninger måtte Silkeborg-keeper, Kasper Jensen, til sidst give fortabt, da unge Uffe Bech passerede ham kort før tid til slutresultat 2-1.

Det er 11. gang, at de to hold møder hinanden, og fjerde gang, at FC Nordsjælland trækker sig sejrrigt ud.

/ritzau/