Silkeborg Kommune hjælper klemte dagpengemodtagere

Nye dagpengeregler betyder, at ca. 520 borgere i Silkeborg Kommune aktuelt står til at miste dagpengeretten i første halvår af 2013. Kommunens arbejdsmarkedsudvalg er nu klar med yderligere hjælp til nogle af dem. Det sker ved at oprette 60 midlertidige stillinger i kommunen, så dagpengemodtagerne kan optjene timer nok til at bevare retten til dagpenge.

- Vi opretter en midlertidig jobordning, som kan hjælpe de borgere, der har optjent mindst 80 procent af de timer, der kræves for at blive i dagpengesystemet. Det er en gruppe borgere, der har vist stor motivation i deres dagpengeperiode, og som nu kan risikere at ende på kontanthjælp, fordi der er kommet nye regler midt i deres dagpengeperiode, siger Erling Prang (S), formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Silkeborg Kommune.

Ikke penge til at hjælpe alle
- Kommunen, Jobcenter Silkeborg, de faglige organisationer og erhvervslivet arbejder fortsat på at hjælpe alle de borgere, der står for at miste retten til dagpenge – blandt andet gennem akutpakken og muligheden for at oprette akutjob. Men der er stadig en gruppe borgere, som har ydet en stor indsats, og som nu står med et behov for hurtig hjælp, og det er dem, vi vil hjælpe med de midlertidige stillinger, siger Erling Prang.

- Vi må dog erkende, at kommunen ikke har økonomi til at hjælpe alle dagpengemodtagerne med kommunale jobs. Derfor har vi været nødt til at trække en grænse og sætte ind med hjælp til de borgere, der har optjent 80 procent af det nødvendige timeantal. Det hænger økonomisk sammen for kommunen, fordi den gruppe, vi kan hjælpe, ikke skal have dagpenge, mens de er i det midlertidige job og derefter undgår vi at skulle betale kontanthjælp, tilføjer han.

Ordningen omfatter fuldtids- og deltidsforsikrede ledige, der har mistet eller mister dagpengeretten i perioden 1. november 2012 til 30. juni 2013. Det er Jobcenter Silkeborg, der rent praktisk kan hjælpe gruppen af dagpengemodtagere med at finde et midlertidigt job.

 

Dagens Gossip

Dagens TV