Silkeborg-topscorer om afbrænder: Jeg var ved at juble

Skrevet af admin

27/09/2014

Dagens topnyheder

Silkeborg spillede sæsonens bedste kamp, da holdet lørdag spillede på hjemmebane mod Hobro. Stik imod spil og chancer måtte Silkeborg dog nøjes med 2-2, hvilket skuffede Silkeborgs cheftræner.

- Jeg ærgrer mig meget over, at vi ikke vandt i dag. Vi spillede en rigtig god kamp. Jeg er imponeret over, at spillerne viste så stor tro på egne evner, især hvis man ser på den situation, vi står i, siger Jesper Sørensen med hentydning til holdets bundplacering.

Silkeborg kom foran 1-0 i første halvleg, og burde også have været foran 2-0, da Emil Scheel brændte kampens største chance.

- Der var jo frit mål, men jeg fejlvurderede bolden. Den tog et lille spring, og så får jeg ikke ramt den ordenligt. Jeg var næsten i gang med at juble. Det var ikke godt nok, at jeg brændte sådan en chance, siger Emil Scheel.

Han udlignede i stedet til 2-2 fem minutter før tid og har tegnet sig for fire mål i sæsonen som suveræn Silkeborg-topscorer.

Nikolaj Agger scorede sit første Superliga-mål for Silkeborg, da han gjorde det til 1-0 på et hovedstød.

- Det var dejligt at prikke bolden ind, især fordi jeg er blevet skubbet op i angrebet. Der bliver man jo målt på, om man kan score mål, siger Agger.

Angriberen havde efterfølgende ikke en forklaring på, hvorfor Silkeborg mistede grebet om kampen i anden halvleg og lukkede Hobro ind i kampen igen.

- Jeg har svært ved at forklare, hvorfor vi slap grebet om kampen. Vi var dårlige efter pausen, hvor vi smed for mange bolde væk. Vi blev lidt nervøse for at spille, og vi burde have satset mere på at lukke kampen til 2-0, siger Agger.

Silkeborg har forsat ikke vundet i denne sæson. I næste runde møder holdet OB, som er placeret under nedrykningsstregen sammen med Silkeborg.

/ritzau/