Simi Jan har født for tidligt midt i krigskaos

Skrevet af Lotte Sørensen

10/09/2014

Mest læste i dag

Simi Jan er lige nu i det, hun selv kalder sit livs største krise. Hun har født sin søn Adam midt i Israel-Palæstina-konflikten, hele to en halv måned for tidligt.

Det skriver bt.dk.

- Jeg fødte for tidligt. Alt for tidligt. Det er og har været vildt hårdt, fortæller TV2's korrespondent i verdens brændpunkter til bt.dk.

Læs også: Simi Jan lettet efter operation: Det kunne have været kræft

Hun var i Gaza for at dække konflikten der, da hun fik smerter og en blødning midt i en ellers problemfri graviditet. Hun og hendes fotograf forsøgte at forlade området, men grænserne var lukket på grund af heftige bombardementer.

- Jeg var meget, meget urolig. Bombardementerne var meget intense, og havde jeg ikke været gravid, havde jeg nok bare tænkt ”nå ja”. Men lige pludselig stod jeg der med et barn i maven og havde fået blødning, og det hele var frygtelig, for jeg ville bare ud, men der var intet at gøre før næste dag, siger Simi Jan til tv2.dk.

Næste dag lykkedes det dem at komme ud af Gaza via en meget farefuld rute. I Tel Aviv i Israel blev hun indlagt, og tre uger senere fødte hun Adam, der kun vejede 1200 gram.

Adam er i dag en måned gammel og vejer nu 1800 gram. Simi Jans mand Allan er hos dem i Tel Aviv, og når Adam er over to kilo, kan familien flyve hjem til Danmark.

- Nu føler jeg, at vi ligesom er igennem de første store forhindringer, jeg håber, de værste er overstået. Han klarer den, han er sgu en stærk lille fyr, en lille fighter, han er et mirakel, så det batter. Og jeg er dybt taknemmelig for at have fået ham, siger hun til tv2.dk.