Simon Kjær beklager indsats

Simon Kjær var dybt skuffet og ramt på stoltheden efter 0-4-nederlaget til Armenien.

Simon Kjær leverede flere graverende fejl i det danske midterforsvar i løbet af Danmarks VM-kvalifikationskamp mod Armenien. Dermed var han stærkt medvirkende til, at armenerne hele fire gange sendte bolden ind bag målmand Stephan Andersen.

- Det er det værste, jeg har prøvet som fodboldspiller. Det er det mest pinlige. Der er ikke andet at gøre end at beklage. Jeg fik tilliden, men leverede ikke. Det gør ondt. Jeg må hjem og se mig selv i spejlet og se, hvad jeg vil med det her, siger en tydeligt mærket Simon Kjær til TV2.

Direkte adspurgt erkendte han, at han med sin præstation havde svigtet.

- På en eller anden måde har man vel svigtet, men jeg går jo ikke ud for at levere en dårlig kamp. I dag var det bare ikke godt nok.

Også både Dennis Rommedahl og Christian Eriksen kalder nederlaget pinligt, mens aftenens anfører Lars Jacobsen kalder ydmygelsen for uværdig.

Dagens Gossip