Simon Kjær: Bundesligaen er snart bedst

Bayern München og Borussia Dortmund har allerede vist vejen i Champions League, men den tyske fremmarch i Europa stopper ikke her.

Landsholdsspilleren Simon Kjær fra Wolfsburg regner med, at den tyske Bundesliga om få år har overhalet Premier League i England og den spanske Primera Division som Europas bedste liga.

- Inden for to-tre år tror jeg, at Bundesligaen vil stå som den bedste liga i Europa, siger Kjær til Ekstra Bladet.

- Alle forudsætninger er til stede for, at det kommer til at ske. Træningsanlæggene er fantastiske. Og se den måde, som den økonomiske krise har ramt eksempelvis Spanien på. Med klassisk tysk grundighed er der styr på tingene.

- Alle klubber har et fantastisk stadion, og man kan bare se, at alt det, der over lang tid er gjort for at gavne tysk fodbold, det giver virkelig pote nu, fortæller Simon Kjær.

Bayern München slog i sidste uge Barcelona med 4-0, mens Dortmund vandt 4-1 over Real Madrid i det første semifinaleopgør i Champions League.

- Det, der kendetegner både Dortmund og Bayern er, at de er fantastiske til at vurdere, hvornår der skal sættes tempo på omstillingerne. Det er et område, hvor der virkelig er sket en kæmpe udvikling i forhold til mit første ophold inden udlejningen til Italien, siger Kjær.

Tirsdag og onsdag er der returopgør i Spanien. Først skal Dortmund på besøg i Madrid, mens Bayern gæster Barcelona onsdag.

/ritzau/

 

Dagens Gossip