Simon Kjær melder sig klar til topkamp mod Zlatan

Den danske forsvarsspiller Simon Kjær har haft en glimrende sæson hos franske Lille, der er med i topstriden.

Simon Kjær var medvirkende til, at Lille holdt målet rent i ni kampe i træk, og derfor er han en del af toppen inden søndagens opgør mod nummer et, Paris Saint-Germain, der blandt andre tæller Zlatan Ibrahimovic.

Gennem denne uge har der imidlertid været tvivl om Simon Kjærs deltagelse i topkampen, da han havde pådraget sig en lårskade.

Tidligere på ugen meddelte Lille på sin hjemmeside, at danskeren ikke har kunnet træne med i fuldt omfang, og at han skulle testes endeligt lørdag.

Lørdagens test faldt ud til danskerens fordel. Han er udtaget til den 20 mand store trup, der skal forsøge at levere overraskelsen i Paris søndag aften.

Derimod må Paris Saint-Germain undvære sin målfarlige angriber Edinson Cavani, der sidder over grundet personlige årsager.

Paris Saint-Germain og Lille er gået i udbrud i toppen sammen med Monaco, men da sidstnævnte led et overraskende nederlag til Valenciennes fredag aften, kan Lille overtage andenpladsen med en sejr.

Paris Saint-Germain kan holde nytår på førstepladsen under alle omstændigheder, da holdet fører med fire point ned til Lille inden opgøret, der runder 2013 af.

/ritzau/

Dagens Gossip