Simon Kjær: Vi kigger indad og tager arbejdshandskerne på

Skrevet af admin

12/10/2015

Dagens topnyheder

Danmark er helt selv ude om, at kvalifikationen til fodbold-EM i Frankrig næste sommer ikke blev sikret via minimum en andenplads i sin kvalifikationsgruppe med modstandere som Portugal, Albanien, Serbien og Armenien.

Det siger forsvarsspilleren Simon Kjær, der nu opfordrer til at tage arbejdshandskerne på, så EM-billetten i stedet kan komme i hus via playoff.

- Vi kan kun takke os selv for, at vi ikke er kvalificeret. Vi har haft rig mulighed for at spille os til EM, men sådan er situationen ikke, og vi kan ikke forholde os til andet, end at vi nu kan se frem til to fantastiske og utroligt vigtige kampe engang i november.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi kæmper lidt med det lige nu, men vi må kigge indad og tage arbejdshandskerne på, for det nytter ikke noget at være frustreret over, at tingene ikke er gået vores vej.

- Vi har før prøvet, at tingene ikke er gået vores vej, og vi skal bare blive ved med at køre på og lære af de kampe, vi spiller, siger Simon Kjær, der er optimistisk trods fire landskampe i træk uden sejr:

- Selvfølgelig tror jeg på, at vi kan komme til EM, og det tror vi alle sammen på.

Simon Kjær var en del af det forsvar, der søndag aften i Telia Parken kom under fransk beskydning i en venskabskamp, som Danmark tabte 1-2.

Efter seks minutter førte franskmændene 2-0, men det skyldes ikke, at danskerne på det tidspunkt vidste, at Albanien havde snuppet den direkte EM-billet for snuden af Danmark.

- Resultatet af kampen i Armenien havde ikke nogen betydning for vores kamp. Vi kom ud til et godt fransk hold, som kørte os rundt på røv og albuer til at starte med. Vi gik måske lidt for højt op på banen, og det straffede de os med to gange, siger Simon Kjær.

/ritzau/