Simon Kjær: Vi rider på en bølge lige nu

Skrevet af admin

08/11/2013

Dagens topnyheder

Modstanderne i Frankrigs bedste fodboldrække, Ligue 1, har haft mere end svært ved at score mod Simon Kjær og Lille, der har holdt buret rent i 10 ud af 12 ligakampe i indeværende sæson.

Ifølge danskeren er det resultatet af stærke holdpræstationer.

- Vi rider på en bølge lige nu, og vi har en fornemmelse af, at der ikke rigtigt kan gå mål ind. Vi arbejder stenhamrende hårdt sammen. Vi stoler på hinanden, og hvis der er nogen, der er i problemer, så er der 100 procents opbakning på.

- Holdet er en enhed, der arbejder sammen. Vores forreste arbejder også defensivt, og vores midtbane løber ufatteligt mange kilometer, og det gør selvfølgelig, at arbejdet nede bag i er endnu nemmere for os. Så det er helt sikkert en fortjeneste til hele holdet, siger Simon Kjær til Ritzau.

Aktuelt ligger Lille på en imponerende andenplads i Ligue 1, hvor de er foran ressourcestærke hold som AS Monaco og Olympique Marseille.

Selv om det kommer bag på de fleste, at Lille ligger så langt fremme i tabellen, så tror danskeren på, at det kan vare ved.

- Jeg tror på, det kan række langt. Jeg har en rigtig god fornemmelse med det her hold. Vi har en rigtig god trup, og der er et godt miks mellem unge og ældre spillere, der supplerer hinanden rigtigt godt.

- Inden sæsonen gik i gang, havde man nok ikke regnet med, at man skulle ligge og kæmpe med Monaco og Paris, så det ville da være sjovt at ende heroppe, når sæsonen slutter til maj, siger Simon Kjær.

Selv om det sjældent er gået bedre for 24-årige Simon Kjær i klubregi, så har han de seneste landskampe måttet tage til takke med en plads på bænken.

- Det er sådan, fodbold nu engang er. Jeg ser hele tiden chancen for at spille mig ind i startopstillingen igen. Jeg må gøre mit, og lige p.t. kan jeg ikke gøre det meget bedre.

- Jeg leverer rent personligt, og vi leverer som hold, og det er Lille, der betaler min løn, så det er også der, det er vigtigst, jeg spiller god bold, siger Simon Kjær, der ikke vil ud med, hvilke områder af sit spil, som Morten Olsen ønsker, han forbedrer.

Næste kamp for Simon Kjær og Lille er lørdag, hvor de på udebane møder oprykkerne Guingamp.

Mandag træner Simon Kjær med landsholdet forud for venskabskampen mod Norge fredag 15. november.

/ritzau/