Simon Poulsen: Durmisi har skærpet konkurrencen

Skrevet af admin

07/10/2015

Mest læste i dag

Med Nicolai Boilesen uaktuel for landsholdet lignede det den direkte vej ind i startopstillingen for den mangeårige rival Simon Poulsen.

Men da Poulsen selv måtte melde fra til kampene mod Albanien og Armenien i sidste måned, strøg unge Riza Durmisi ind i rampelyset med to udmærkede præstationer, og nu er det et åbent spørgsmål, hvem der spiller mod Portugal torsdag aften.

- Riza spillede to virkelig gode landskampe sidst. Så nu er der endnu en hård konkurrent til pladsen i startopstillingen. Jeg kan ikke føle mig selvskrevet til at spille mod Portugal, erkender Simon Poulsen.

Han debuterede på landsholdet som offensiv kantspiller helt tilbage i 2007, men siden VM i Sydafrika tre år senere har Poulsen været udtaget som alternativ til backpositionen.

I alt 31 landskampe er det blevet til, men det er alligevel aldrig rigtig lykkedes at bide sig fast som stensikker starter over en længere periode.

- Jeg har hele tiden haft en drøm om at sætte mig fast på pladsen. Den havde jeg også, da Boilesen var med, og jeg har den da også nu. Jeg elsker at spille på dette hold, og det er jo ikke sjovt at sidde udenfor, siger Simon Poulsen.

Han har brugt sommeren på at skifte fra AZ til den hollandske storklub PSV, hvor kravene til spillerne er markant større.

Håbet er, at det større pres i hverdagen på længere sigt gør ham til en bedre spiller.

- Man kan mærke, at man skal vinde. Hvis vi med AZ tabte til et stort hold på udebane, så gjorde det ikke så meget, men det er der ikke noget, der hedder i PSV.

- Forleden var vi på udebane mod Ajax. Der var ikke noget med, at et point var fint. Kravet var, at vi skulle vinde. Der er pres på hver dag, men det er fedt. Det skulle gerne udvikle mig, siger Simon Poulsen.

Sammen med resten af landsholdet flyver han onsdag til Portugal, og samtidig kan han fejre sin 31-års-fødselsdag.

/ritzau/