Simon Talbot skal være vært på Zulu Awards

Vært og location til Zulu Awards er fundet. Det bliver komikeren Simon Talbot, der skal stå i spidsen for årets fest, og forberedelserne er i fuld gang. Zulu Awards foregår på Østre Gasværk i København den 3. april. For første gang nogensinde sender TV2 Zulu det populære show direkte.

Og Simon Talbot glæder sig:

- Jeg er stolt, spændt og sikker på, det bliver pissefedt. Jeg glæder mig vildt til at være vært på Zulu Awards 2014 - især på så fed en location som Østre Gasværk. Det er et af Danmarks bedste spillesteder, og det ser skidegodt ud. Og så er det jo første gang, Zulu Awards bliver sendt live. Det er ekstra spændende, for alt kan ske, men ambitionsniveauet bliver ikke sat ned af den grund - tværtimod, siger Simon Talbot og fortsætter:

- Går noget galt, og jeg pludselig skal træde vande, mens bagtæppet bliver klippet ned, må jeg tage den derfra, fortæller han fra en varm strand i Thailand, hvor han lige nu lader op til årets fest.

- Zulu Awards er det eneste show af sin slags, hvor seerne bestemmer vinderne, og derfor er det helt naturligt for os at satse hele butikken og gå live denne gang. Det er nemlig den eneste måde, vi kan være i direkte dialog med vores seere igennem showet og lade dem feste med på alle platforme, og vi er ret sikre på, det bliver det hele værd, siger kanalchef for TV2 Networks, Sune Roland.

De nominerede er…

Zulu Awards byder som altid på skæve indslag og musikalske oplevelser - og selvfølgelig masser af glade vindere. Tirsdag den 25. februar vil de heldige nominerede i de forskellige kategorier få personlig besked, og seerne og brugerne vil samme dag kunne følge offentliggørelsen på Facebook, Twitter, Instagram og zulu.dk.

Dagens Gossip

Dagens TV