Simone: Evig treer vil til grandprix igen

En myte er hermed afkræftet. Tredje gang blev nemlig ikke lykkens gang for Simone Egeriis, der ved Dansk Melodi Grand Prix 2016 igen så to andre kunstnere løbe med første- og andenpladsen.

Balladen "Heart Shaped Hole" vakte ellers jubel hos seere og jury, der sendte den 24-årige sangerinde videre som en ud af tre deltagere i den såkaldte superfinale. Men her rakte 22 procent af seernes stemmer altså ikke til en sejr.

- Jeg er virkelig glad for min tredjeplads, også selv om jeg har prøvet det to gange før, fortalte Simone Egeriis kort efter showets afgørelse.

Men tre gange tredjeplads betyder ikke, at den blonde sangerinde fremover holder sig fra grandprix, for hun har ikke mistet lysten til at gå efter sejren, selvom hun har prøvet i 2010, 2013 og nu i 2016.

- Bare det at være en del af der her show er så stort, så jeg kan sagtens finde på at stille op igen, fortæller sangerinden, der ud over grandprix også har prøvet kræfter med en solistkarriere og har fire album bag sig.

Ifølge Simone Egeriis kunne hendes egen optræden ikke have gået bedre. Hun holdt sig på benene trods tårnhøje stiletter og lang kjole, og stemmen var kraftfuld til sidste strofe. Dog har hun selv et bud på, hvorfor det blev "Lighthouse X", der snuppede sejren for næsen af hende.

- De har både lyden og udseendet med sig, og så er deres sang virkelig god til at binde folk sammen. Der er så meget kærlighed i "Soldiers of Love", og den formåede gruppen at få ud gennem kameraet til seerne, forklarer Simone Egeriis, der er opvokset i Slagelse, hvor hun stadig bor.

- De skabte en utrolig stemning, som brændte igennem, også i salen. Det var lige så jeg fik gåsehud, siger Simone Egeriis.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip