Simonsen: Stolt over Bundesliga-drømmehold

Den tidligere Borussia Mönchengladbach-stjerne er blot en af to udlændinge på drømmeholdet, hvor ni af 11 spillere er udtaget indtil videre. Simonsen har fået plads på højre wing på mandskabet - foran blandt andre Pierre Littbarski, Thomas Müller og Arjen Robben - og det vækker glæde hos den nu 60-årige fodboldpensionist.

- Det vidste jeg ikke noget om. Det lyder flot. Det kan man ikke være utilfreds med. Det er et klap på skulderen, lyder det beskedent fra Simonsen, som på drømmeholdet er kommet i selskab med tyske legender som Gerd Müller, Lothar Matthäus og Sepp Meier.

- Jeg synes da, det er flot at være i samme båd, som dem du nævner der. Det er jeg utrolig stolt og glad. Også at man stadigvæk husker mig efter så mange år. Det må jo også betyde, at man har gjort et godt stykke arbejde dernede. Jeg må åbenbart have efterladt et godt indtryk, konstaterer Allan Simonsen.

Den elegante offensivspiller spillede i Bundesligaen for Mönchengladbach i perioden 1972-1979, og han er selv overrasket over, at han er at finde på et drømmehold, så mange år efter han forlod den tyske liga. Han har nemlig ikke den store relation til Tyskland længere, forklarer han.

- Det er sjældent, jeg er dernede. Jeg har i ny og næ været i Gladbach til en kamp og et par møder, men det er ikke så ofte. Man skulle egentlig tro, man var gået i glemmebogen, siger Simonsen, som mindes tiden i Borussia Mönchengladbach med stor glæde.

- Jeg måtte sluge nogle kameler i starten, og det var knaldhårdt at komme fra amatørfodbold i Danmark og så til en topprofessionel klub i Tyskland. Det var en helt anden verden. Det var hårdt det første år, men jeg formåede at slå igennem, og det var et fantastisk godt ophold, jeg havde dernede på et rigtig godt hold med nogle gode holdkammerater, siger han.

Allan Simonsen nåede blandt andet at vinde tre Bundesliga-titler, en tysk pokaltitel og en UEFA Cup-titel i sin tid i klubben, ligesom han fik en stor personlig hæder, da han i 1977 blev kåret til Europas bedste fodboldspiller.

Tagesspiegels Bundesliga-drømmehold udvælges af en ekspertjury, hvor blandt andre Bayern München-træner Jupp Heynckes sidder med. Indtil videre er der udtaget ni spillere, og de sidste to forventes at blive Franz Beckenbauer og Karl Heinz Rummenigge.

De ni udtagne spillere er:

Sepp Maier - Philipp Lahm, Lucio, Paul Breitner - Lothar Matthäus, Günter Netzer, Thomas Hässler - Allan Simonsen, Gerd Müller.

 

 

 

 

 

Dagens Gossip