Sindal-bilist tiltalt for uagtsomt manddrab

Børnenes mor overså sin ubetingede vigepligt og kørte ud, men føreren i den modkørende bil kørte både for stærkt og brugte mobil, da ulykken skete.

Derfor har anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi nu besluttet at rejse tiltale mod den 39-årige bilist for uagtsomt manddrab og overtrædelse af færdselsloven.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

Ifølge anklageskriftet kørte han omkring 125 kilometer i timen på tidspunktet for ulykken, ligesom han under kørslen benyttede håndholdt mobiltelefon og ikke udviste tilstrækkelig agtpågivenhed i trafikken.

Karakteristisk for sagen er, at begge bilister har overtrådt færdselsloven, idet den mandlige bilist kørte for stærkt, mens kvinden overså ham og derved svingede ud foran ham.

»Vi har valgt at sige, at i den her tragiske sag er det op til retten at træffe afgørelse, og da det er vores vurdering, at hastighedsovertrædelsen er hovedårsag til ulykken, har vi valgt at rejse tiltale mod den mandlige bilist,« siger advokaturchef i Nordjyllands Politi, Torben Kauffmann Sørensen.

Bt.dk har været i kontakt med den mandlige fører, men han ønsker ikke at kommentere anklagemyndighedens beslutning.

Dagens Gossip