Sindalulykken kan kun udløse bødestraf

Skrevet af admin

24/10/2013

Dagens topnyheder

En tragisk trafikulykke tilbage i juni, hvor en mor mistede tre børn i et sammenstød med en varebil ved Sindal, kommer ikke til at udløse fængselsstraf til føreren af varebilen.

Føreren sidder torsdag tiltalt ved Retten i Hjørring for uagtsomt manddrab, og anklagemyndigheden har på forhånd tilkendegivet at strafkravet vil være en bøde.

For at færdselssager om uagtsomt manddrab skal kunne udløse fængsel, så skal der være tale om særlig hensynsløs kørsel. Og det er ikke tilfældet i denne sag, har anklagemyndigheden vurderet.

- I den her sag har han kørt alt for stærkt. Men vi er ude ved et sted, hvor der normalt ikke kommer fodgængere, siger advokaturchef ved Nordjyllands Politi Torben Kaufmann.

Den 39-årige mand er anklaget for uagtsomt manddrab. Derudover er han tiltalt for at blæse på færdselssikkerheden ved at have kørt for stærkt og sms'et, mens han kørte.

Ulykken skete, da moren med de fire børn i bilen drejede til venstre og blev ramt af den modkørende bil. Moren havde altså vigepligt, og det har også spillet ind på anklagemyndighedens vurdering af sagen.

Tre af børnene mistede livet. De blev tre, ni og 11 år.

En bøde for et trafikdrab, hvor tre børn måtte lade livet, synes ikke af meget, mener advokaturchefen. Men man er nødt til at se sagen fra et andet perspektiv.

- Følgerne er så grusomme her, at det er svært at forestille sig. En bøde lyder jo som ingenting i forhold til det. Men det kan man ikke se på. Man bliver nødt til at se på karakteren af hans kørsel og ikke følgerne, siger Torben Kaufmann.

Havde føreren af bilen derimod været spirituspåvirket, havde sagen været en anden. Her ville manden bag rattet formentlig have stået til mindst et års fængsel.

Hvis han derimod havde kørt med samme hastighed, mistet herredømmet over bilen og kørt ind i en bilist, der kørte i sin egen vejbane, så kunne kørslen defineres som hensynsløs. Det vil kunne udløse en fængselsstraf på omkring 30 dage.

/ritzau/