Sindssygt gaderæs i by: To unge mænd stoppet af politiet med 123 km i timen

I en periode har området omkring Italiensvej i den østjyske by Hammel været plaget af folk, der kører vanvittigt.

Derfor lavede politiet tilsyn i aftes - og de kom ikke tomhændede hjem.

Klokken 23 målte de to biler, der kørte om kap i området, hvor man kun må køre 50 kilometer i timen. Bilerne nåede helt op på 123 kilometer i timen.

Bag rattene i de to biler sad en 21-årig mand fra Randers og en 22-årig mand fra Aarhus.

- Når det er kap- og væddeløb, kan de se frem til en ubetinget frakendelse af kørekortet, en større bøde, og politiet har beslaglagt bilerne med henblik på konfiskation, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Carsten Dahl, til Dagens.dk.

Beslaglæggelsen af bilerne er forelagt retten. Et senere retsmøde skal afgøre, om bilerne skal konfiskeres permanent.

Hvorfor netop industrikvarteret i Hammel har været populært for de fartgale, tør vagtchefen ikke sige.

- Det er et industrikvarter, og det er typisk de samme steder, de mødes, siger Carsten Dahl.

Dagens Gossip