Sinead O'Connor bliver opfordret til selvmord

Den seneste uge er bølgerne gået højt mellem sangerinderne Sinead O'Connor og Miley Cyrus.

Først skrev O'Connor et åbent brev til den skandaløse teenager. Så kommenterede Cyrus brevet på Twitter, og nu har O'Connor så skrevet et nyt brev, hvor hun blandt andet afslører, at Cyrus' fans opfordrer hende til at begå selvmord.

Det skriver Billboard.

- På grund af, hvad du har gjort, har flere mennesker opfordret mig til at begå selvmord, skriver O'Connor i sit brev.

Derudover skriver den irske sangerinde, at hun har modtaget tusindvis af negative artikler og kommentarer, hvori der står, at hun skal mobbes, fordi hun er manio-depressiv.

I det første brev opfordrede Sinead O'Connor den tidligere "Hannah Montana"-stjerne til at fokusere på sit eget musikalske talent frem for sin seksualitet, hvilket Cyrus kommenterede på Twitter.

- Sinead, jeg har ikke tid til at skrive et åbent brev til dig, fordi jeg har travlt, skrev hun og fortsatte:

- Hvis du vil mødes og snakke om det, så kan du bare skrive det i dit næste brev, skrev Cyrus.

Da "We Can't Stop"-sangerinden var på besøg hos The Today Show, blev hun spurgt om kontroversen. Hun forklarede, at hun er stor fan af den irske sangerinde, og at hun undrer sig over brevet.

- Jeg forstår ikke, hvorfor man vil starte et skænderi med en, der respekterer dig og elsker de ting, du har lavet. Det er skørt, siger Cyrus i programmet og fortsætter:

- Jeg får åbne breve hver dag, det er ikke noget nyt for mig, siger hun.

Sinead O'Connor har skrevet fire åbne breve til Cyrus.

Læs brevene her:

https://www.facebook.com/sineadoconnor

Newspaq

 

Dagens Gossip