Singapore deporterer arbejdere efter uro

Skrevet af admin

17/12/2013

Mest læste i dag

Det retslige efterspil efter de værste uroligheder i den asiatiske bystat Singapore i over 40 år er i gang.

Det var gæstearbejdere fra det sydlige Asien, herunder Indien og Bangladesh, der var indblandet i optøjerne den 8. december i det ellers skarpt kontrollerede Singapore med den konsekvente lovgivning.

Urolighederne fandt sted i det, der kaldes Little India, efter at en mand blev dræbt af en bus.

Det fik kvarteret til at eksplodere i vold, hvorunder 39 mennesker blev såret, herunder politifolk, mens 25 biler blev ødelagt.

Nu går myndighederne i gang med at deportere 53 gæstearbejdere, der var med i optøjerne, mens 28 andre retsforfølges.

- Det skal sende et stærkt signal om, at vi ikke tolerer handlinger, der truer lov og orden, fra nogen, siger Teo Chee Hean, der er indenrigsminister.

Han tilføjer, at de 53, som skal udvises, blev hentet af myndighederne tirsdag morgen. De sendes ud af landet, når deres papirer er ordnet.

De 28, som skal retsforfølges for gadeuorden, risikerer op til syv års fængsel.

Ifølge indenrigsministeriet har de 28 været indblandet i vold og beskadigelse af andres ejendom.

De 53, som udvises, undlod at efterkomme politiets ordrer om at komme væk fra gaden, og sådanne mennesker er ifølge indenrigsministeriet ikke ønsket i Singapore.

Der var omkring 200 andre på stedet, da urolighederne fandt sted. Men deres tilstedeværelse betegnes af politiet som "forholdsvis passiv".

De vil få et "formelt råd" af politiet, som indenrigsministeriet siger.

/ritzau/AFP