Sirius-patrulje evakueret efter sneskred

Forsvarets Siriuspatrulje har evakueret sit slædehold 4 i det nordligste Grønland efter en ulykke ude i ødemarken.

Otte af holdets 12 slædehunde blev slået ihjel i et sneskred, men de to patruljesoldater slap heldigvis uskadt og slog derefter lejr et sikkert sted i nærheden.

Mændene og de resterende hunde i slædepatruljen blev fundet sent lørdag eftermiddag af et propelfly, der var blevet rekvireret af forsvarets Arktiske Kommando.

Sneskreddet, der dræbte slædehundene, fandt sted cirka 550 kilometer vest for den såkaldte Station Nord, der ligger i det allernordligste Grønland.

- Ulykken er sket under den årlige forårspatruljering. Under passage af et smalt elvleje satte slæden sig fast ved nogle klipper, skriver forsvaret i en pressemeddelelse.

- Under arbejdet med at komme fri, skred en større og hård snemasse ned over de forreste hunde. De blev dræbt på stedet, lyder det.

Siriuspatruljen er en lille, militær specialenhed, som tilbagelægger enorme afstande i det nordøstlige Grønland på slæderejser. Blandt andet med det formål at håndhæve dansk suverænitet i det enorme naturområde.

/ritzau/

Dagens Gossip