Sisse Fisker politianmelder identitetsmisbrug

Skrevet af admin

09/12/2015

Dagens topnyheder

Tv-værten Sisse Fisker har nu gjort alvor ud af sagen om en falsk profil, der er oprettet i hendes navn og med hendes billede på den lumre datingside Scor.dk.

På Facebook fortæller hun, at hun nu har anmeldt den falske profil til politiet.

- Tak for jeres støtte her på FB. Jeg har meldt sagen til politiet. Kh Sisse, skriver hun i en kommentar til billedet, hvor hun i første omgang afslørede misbruget.

Tirsdag aften lagde den 39-årige tv-vært et billede op og fortalte vredt om, hvordan hun havde opdaget den falske profil, der udgav sig for at være hende.

- Jeg er RASENDE! Mit billede og navn er blevet misbrugt på Scor.dk. En person, der udgiver sig for at være mig, søger mænd - blandt andet til et nyt tv-program. Profilen er lukket nu, og jeg overvejer politianmeldelse, skriver den tidligere "Vild med dans"-deltager til Facebook-billedet.

- Så hvis nogen af jer er stødt på "mig" og har fået mærkelige henvendelser, så hører jeg gerne fra jer i en personlig besked. Tak, fortsætter hun.

Efterfølgende væltede det ind med støttende kommentarer til billedet, og flere opfordrede tv-værten til at føre truslen om politianmeldelsen ud i livet.

- Du skal helt klart anmelde det, så den/de ansvarlige kan drages til ansvar. Forstår godt at du er rasende, skriver en bruger eksempelvis som kommentar.

Og det er altså lige præcis, hvad Sisse Fisker har valgt at gøre.

/ritzau/FOKUS