Sisto leder efter magien: Den kan komme mod Southampton

Skrevet af admin

27/08/2015

Dagens topnyheder

FC Midtjylland-profilen Pione Sisto kan sagtens se sig selv lave "noget vildt" i torsdagens Europa League-kamp mod Southampton.

Den 20-årige kantspiller har dog ikke været helt tilfreds med sig selv i sæsonstarten.

- Jeg skal ikke have mindre selvtillid, fordi det ikke lige er gået, som jeg vil have det. Jeg er stadig optimist, og det kan sagtens komme til at gøre ondt på Southampton, siger Pione Sisto.

- Der er fortsat noget, jeg kan lægge på for at ramme den form, jeg vil have, men jeg er rolig omkring det, siger han før returkampen mod Southampton - det første opgør i England endte 1-1.

Pione Sisto sendte i foråret reelt guldet til FCM, da han efter en længere skadespause gjorde comeback med et oplæg og en scoring i en 2-0-sejr over FC København i Alka Superligaen.

- Ja, der kan ske noget vildt lige pludseligt, konstaterer Sisto.

Han følte sig heller ikke sikker på, at landstræner Morten Olsen tidligere på ugen ville udtage ham til de kommende landskampe mod Albanien og Armenien i begyndelsen af september, men FCM-profilen var skam med.

- Jeg var rigtig spændt på udtagelsen. Jeg ved, at konkurrencen er ekstremt hård, så jeg var spændt på, om jeg var med, siger han.

Mod Southampton kæmper Sisto og holdkammeraterne for Danmarks ære, da midtjyderne er det eneste danske hold, der reelt kan nå et gruppespil.

- Jeg tror ikke, at der er mange af os spillere, der tænker på, at vi spiller for Danmark. Vi ved godt, hvad det betyder for Danmark, men for os handler det om at forsøge at lykkes med FC Midtjyllands målsætning om at nå et gruppespil.

- Jeg forventer en fysisk kamp med masser af dueller. Jeg tror, at der bliver knald på, og kampen bliver sværere end den første.

- Det er et rigtig godt hold, vi skal møde. Vi skal ikke forsøge at forsvare den hjem, for det svækker den måde, vi gør tingene på i FCM.

- Vi skal helst fremad banen og bruge vores speed. Trækker vi håndbremsen, har vi en tendens til ikke at tænke fremad, siger Sisto.

Torsdagens opgør går i gang klokken 20.45.

/ritzau/