Sjældne naturtyper skranter i Danmark

Skrevet af admin

20/04/2014

Dagens topnyheder

Langt det meste af Danmark er som bekendt opdyrket eller bebygget, men vi har dog nogle typer natur, som er sjældne og specielle, og som vi derfor er internationalt forpligtede til at passe på - især via EU's Natura 2000-regler.

En ny rapport fra DCE (Nationalt Center for Miljø og Energi) til EU-Kommissionen viser dog, at hele 90 procent af de naturtyper er i det, som i EU-sprog hedder "ugunstig bevaringsstatus", skriver Politiken.

Det handler især om den lysåbne natur, hvis navne klinger af nationalromantiske digte: Rigkær, kildevæld, hængesæk, heder og overdrev. Men også kystlaguner og rev, lobeliesøer, brunvandede søer og stort set al vores skov har ugunstig status.

Det sidste skyldes, at skovene stadig drives primært med produktion for øje, og at der derfor er for få gamle træer og dødt ved.

Hovedårsagen til den ugunstige status er, at naturtyperne får for meget kvælstof og andre næringsstoffer fra landbruget; både via grundvand og overfladevand fra de dyrkede marker og via blæsten.

Samtidig er der for få dyr til at holde græs og krat nede, og så får den sårbare natur ikke lys nok.

- Problemet med næringsstofferne forværres yderligere af, at de bindes effektivt i sedimenter, tørv og jordbund, hvilket fører til langtidseffekter på naturen, siger Jesper Fredshavn, seniorrådgiver på DCE, til Politiken.

Danmarks Naturfredningsforenings præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen, kalder rapporten for "højst alarmerende" og hun opfordrer politikerne til at afsætte flere penge til at beskytte naturen, skriver avisen.

/ritzau/