Sjælden Balotelli-scoring sender Milan mod pokalfinale

Skrevet af admin

27/01/2016

Mest læste i dag

Den italienske storklub AC Milan ligner en af to deltagere i den italienske Coppa Italia-finale.

I tirsdagens første semifinale mod undertippede Alessandria fra Italiens tredjebedste række vandt Milan 1-0 efter en sjælden scoring af angriberen Mario Balotelli.

To minutter før pausen scorede den italienske angriber sit første mål siden september, da han på et straffespark med en kropsfinte sendte målmanden til højre og bolden til venstre.

I sommer blev Mario Balotelli hentet tilbage til Milan på en lejeaftale fra Liverpool. Hverken angriberen eller Milan har haft succes med det skifte. Balotelli har scoret et ligamål og været meget skadet, og Milan er nummer seks i Serie A.

Tirsdagens semifinale blev spillet på neutral grund på Stadio Olimpico i Torino, fordi Alessandria ikke ville spille på klubbens egen hjemmebane, der kun har plads til cirka 5000 tilskuere. Der er returkamp i Milano 1. marts.

I den anden semifinale mødes Juventus og Inter for første gang onsdag, mens de to hold spiller returkamp 2. marts.

/ritzau/