Sjælden læderskildpadde er skyllet på land i Danmark

Skrevet af admin

10/08/2015

Dagens topnyheder

En kæmpe skildpadde på flere hundrede kilo er i weekenden skyllet op på land på Langeland.

Der er tale om en læderskildpadde, som hører til blandt de største krybdyr i verden.

- Vi har kun set fire eller fem af dem i de danske farvande inden for de seneste 100 år, siger Tue Larsen, der er biolog og naturvejleder på Fjord & Bælt i Kerteminde.

Han forklarer, at skildpadden er død af indtil videre ukendte årsager, og herefter er den skyllet op på stranden.

Tue Larsen skal nu sammen med Zoologisk Museum se nærmere på den sjældne skildpadde og beslutte, hvad der skal ske med den.

Læderskildpadden er meget truet og står derfor på IUCN's (Internation Union for Conservation of Nature) røde liste.

Det er svært at sige, hvad der har fået læderskildpadden, som normalt lever i Atlanterhavet til at tage på udflugt i de danske farvande.

- Den kan være blevet ledt på afveje af en varm strøm, og derefter er den nok faret vild, siger kurator på den Blå Planet, Lars Skou Olsen.

Han er forsigtig med at gætte på, om vi kommer til at se flere læderskildpadder i de danske farvande fremover, men han vil ikke afvise, at højere vandtemperaturer kan føre flere havskildpadder med sig.

- Sidste år kom der en stor mængde usædvanlige klumpfisk ind i de danske farvande, og det tilskriver man den højere vandtemperatur, siger Lars Skou Olsen.

Den største læderskildpadde er fundet på den engelske vestkyst ved Wales. Den vejede 916 kilo.

 

/ritzau/