Sjælden sejr til tidligere Tour-vinder

Succeserne har været til at overse for den britiske cykelstjerne Bradley Wiggins (Sky) i 2013.

Men tirsdag var det godt nyt. Tempospecialisten, som sidste år vandt Tour de France, vandt 3. etape i Tour of Britain og overtog samtidig førertrøjen.

Helt chokerende var sejren ikke, eftersom der var tale om en enkeltstart. Wiggins tilbagelagde de 16 kilometer i Knowsley på 19,54 minutter.

Det var 32 sekunder hurtigere end holdkammeraten Ian Stannard, som nu er samlet toer - 33 sekunder efter Wiggins.

- Det har ikke været nogen fantastisk sæson hidtil, det er der mange årsager til, konstaterer Wiggins ifølge cyclingnews.com.

Sejren var britens blot tredje i år. Han vandt også en enkeltstart i Polen Rundt samt en af slagsen i Giro d'Italia.

Årets Tour de France missede han på grund af en skade, og i stedet for sejrede rivalen og holdkammeraten Chris Froome i det franske etapeløb.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV