Sjælden tornado skaber kaos i australsk millionby

Skrevet af admin

16/12/2015

Dagens topnyheder

Vindstød på over 200 kilometer i timen, hagl på størrelse med golfbolde og kraftig regn har væltet træer og revet tage af huse i den australske storby Sydney onsdag.

Uvejret ventes at brage ind over Sydney ad flere omgange og blandt andet ramme byens centrum. Også lufthavnen ligger på det voldsomme vejrs rute, og som konsekvens er alle fly blevet beordret til at blive på jorden.

Ally fly med kurs mod Sydney har fået besked om at lande i lufthavne andre steder i Australien, skriver avisen The Sydney Morning Herald.

Det australske meteorologiske institut BOM oplyser, at forstaden Cronulla omkring klokken 12 lokal tid blev ramt af en sjælden tornado.

- Der er klare beviser for, at vi har haft en tornado over Cronulla i dag. Der var vindstød på op til 213 kilometer i timen, og det er tydeligt på vores radar, at der var en tornado i området, siger en meteorolog fra BOM til australske medier.

På sociale medier viser billeder, at besøgende i et af byens storcentre bliver evakueret efter forlydender om, at dele af centrets tag er kollapset.

På Twitter skriver den lokale tv-station Nine News Sydney, at alle i centret er evakueret på grund af det kraftige uvejr.

Indkøbscentret ligger i Bondi Junction tæt på den kendte Bondi Beach, hvor der også har været forlydender om, at en tornado var ved at forme sig.

I andre bydele er gader blevet oversvømmet, mens omkring 6000 hjem syd for Sydney er uden strøm på grund af iturevne strømledninger.

Store hagl har ødelagt biler og smadret ruder, men der er ikke meldinger om tilskadekomne i storbyen.

/ritzau/