Sjældne handicap gør det svært at få en uddannelse

Unge, der lider af sjældne handicap eller sygdomme, støder nemlig ofte panden mod en mur på grund af manglende viden og fleksibilitet i uddannelsessystemet. Handicapkonsulent Inge Louv arbejder til daglig med rådgivning af unge med specielle behov om deres uddannelsesmuligheder, og hun møder ofte unge, der sidder fast i systemet.

»Der er i øjeblikket store problemer med at tilrettelægge uddannelse til unge med særlige behov. Det er ungdomsuddannelsesvejledernes ansvar, men selv om de ofte gør det bedste, de kan, så er der mange, der har svært ved at tackle det ukendte. Desuden er der frygtelig meget tolkning i lovgivning på det område, hvilket nogle gange sætter den unge i en klemme,« siger Inge Louv.

En ung med en sygdom bliver automatisk tilbudt en række tilbud i uddannelsessystemet. Alle tilknyttes Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU), der i samarbejde med den pågældendes hjemkommune skal finde ud af, hvilke muligheder for uddannelse og støtte den unge har.

Formanden for ledergruppen af UU-vejledere, John Vilhelmsen, forklarer, at alle vejledningscentre har ansat personale med specifik viden om unge og handicap. Han erkender dog, at det kan være svært at indhente konkret viden om alle sygdomme.

»Der er ingen vejledere, der ved alt om alle sygdomme, men vi ved meget om uddannelse. Findes der et ungt menneske med problemer, så må vi arbejde tæt sammen med de øvrige forvaltninger for at finde en løsning,« siger John Vilhelmsen.

Berlingske fortæller i dag om den 19-årige Anna Rolandsen med narkolepsi, der ikke kan få en uddannelse. John Vilhelmsen forholder sig ikke til enkeltsager, men han erkender, at Anna Rolandsens situation lyder langtfra ideel. Handicapkonsulent Inge Louv er dog ikke i tvivl om, at Anna Rolandsen har en plads i uddannelsessystemet.

»Hendes uddannelse skal tilrettelægges ud fra specialstøtte og en mentor. Der mangler ofte kræfter og økonomi til hendes slags, og det er sikkert den mur, hun er stødt på, men jeg tror godt, at det kan lade sig gøre,« siger Inge Louv.

Et af de tilbud, der findes til unge med specielle behov, er uddannelsesformen STU. Her har de gode resultater med specifikt tilrettelagte uddannelser. Det er dog et uddannelsestilbud, der tackler unge med væsentligt tungere handicap end Anna Rolandsens.

Men lederen af uddannelsen på Hans Knudsen Instituttet i København, Thomas Pinndal, mener dog, at de har gjort sig erfaringer, der er værd at tage med videre i arbejdet med alle unge, der har brug for ekstra støtte.

»I STU tilrettelægges uddannelsesforløbet med den unges udfordringer for øje, og vi tilbyder dem fleksibilitet og muligheder, som ikke altid er der i det ordinære uddannelsessystem. En del unge kommer i klemme, når de ligger uden for den målgruppe. Her tror jeg, at der er behov for mere fleksibilitet, hvilket vil give flere muligheder,« siger Thomas Pinndal.

Dagens Gossip