Sjældne trøfler fundet i dansk have

Skrevet af admin

13/08/2015

Mest læste i dag

Det er ikke hver dag, man graver svampe op i sin have, som viser sig at være mange penge værd.

Men det er ifølge Søndagsavisen lige netop, hvad der er sket i en have i Borup på Sjælland.

Kokkeeleven Andreas Kryger troede knap sine egne øjne, da han kort efter at være blevet ringet op af sine svigerforældre stod i deres have og kiggede på 20 yderst sjældne sommertrøfler.

Svampene blev verificeret af en svampeekspert som værende sommertrøfler, og nu har svigerforældrene solgt svampene, som vejede cirka halvandet kilo, for 4.500 kroner til den restaurant, hvor Andreas Kryger arbejder.

- Det er jo helt vildt, at de er vokset frem i mine svigerforældres have. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange andre danskere, der har penge voksende op af jorden uden at tænke over det. Det kan jo ske for alle, siger Andreas Kryger til avisen.

Ifølge Dansk Svampeatlas er det blot det 22. registrerede fund i Danmark siden 1903.

Trøflen findes oftest i det sydlige Europa.

Andreas Krygers svigerforældre kan med stor sandsynlighed se frem til en løbende indtægt på grund af deres nye svampeeventyr, for trøflen vokser normalt det samme sted år efter år.

- Min svigerfar er ret begejstret, men det er mest, fordi han synes, det er fascinerende, at noget så sjældent dukker op i hans have. Min svigermor synes bare, det er åndssvagt, at nogle svampe kan være så mange penge værd, siger Kryger.

/ritzau/