Sjetteplads til Søren Hansen i Sydafrika

Skrevet af admin

01/12/2013

Mest læste i dag

Søren Hansen leverede sit bedste resultat i næsten to år på European Tour i golf, da han søndag sluttede på sjettepladsen ved Alfred Dunhill Championship i Sydafrika.

Danskeren har haft en svær tid de seneste to sæsoner efter at have brækket ribbenene i maj sidste år, men han er tilsyneladende på vej tilbage i sin gamle form igen.

Det kunne endda være blevet til en delt tredjeplads på banen ved Kruger Nationalpark, hvis ikke Hansen havde lavet en bogey på sidste hul. Men en score for dagen i ét slag under par er trods alt godkendt.

Også Lucas Bjerregaard kunne have ønsket sig en bedre afslutning på turneringen.

Danskeren, der debuterer på Europa Touren i 2014-sæsonen, lå til en top-10-placering, men en bogey og en dobbeltbogey på de to sidste huller, sendte Bjerregaard ned på en delt 16.-plads.

Her finder man også Morten Ørum Madsen, der førte turneringen efter både første og anden runde.

Den nykårede European Tour-vinder sluttede fint af med en score på tre slag under par for dagen.

Turneringen blev vundet af den forsvarende mester Charl Schwartzel, der var urørlig på sidstedagen.

Med en score på fire slag under par sluttede han fire slag bedre end nærmeste forfølger, Richard Finch fra England.

/ritzau/