Sjov mand sagsøger supermarkedsgigant

Som USAs suverænt største handelskæde er det næppe første gang, at Wal-Mart modtager et kedeligt brev med posten.

Og nu har de fået et til. Den amerikanske skuespiller og komiker Tracy Morgan har nemlig valgt at lægge sag an mod kæden, efter han 7 juni var involveret i et trafikuheld, der kostede en mand livet og sendte fire andre på hospitalet. Det skriver The Hollywood Reporter, der har fået adgang til retspapirerne.

- Wal-Mart var skødesløse og uagtsomme i deres ejerskab og betjening af det motorkøretøj, der udøvede stor personlig skade på Hr. Morgan, lyder det i den formelle klage.

Og det er nok ikke at tage munden for fuld. Tracy Morgan var den ene af i alt fem passagerer i en limousine, der blev torpederet af en af supermarkedskæmpens lastbiler.

Ifølge de juridiske papirer går Morgan og hans familie efter at få dækket en lang række erstatningspunkter for ulykken, som den uheldige komiker først nu ser ud til for alvor at komme sig over.

Sagens udgangspunkt er, at de skadede mener, at lastbilens chauffør Kevin Roper havde været vågen i over et døgn, da ulykken ramte. Og det er i sidste ende kædens ansvar, lyder det.

Newspaq

Dagens Gossip