Sjusk hos brystkirurg chokerer embedslæge

Der var grove journalfejl, medicin i samme køleskab som mad og journaler uden operationsnoter og CPR-numre hos plastikkirurg Kim Tjelum.

Sådan beskriver embedslæge Ulla Axelsen i retten tirsdag, hvad hun oplevede, da klinikken fik sit første tilsyn 29. april 2011.

- Vi har oplevet problemer før, men aldrig i det her omfang. Langt fra, siger hun i Københavns Byret.

Allerede tidligt i klinikkens liv henlå journaler uden notater fra operationer, der var ikke anført, hvilke informationer patienterne havde fået, forundersøgelserne manglede vitale elementer som puls og blodtryk, og patienterne fik stærk smertemedicin af andre end lægen.

Klinikken fik adskillige indskærpelser fra embedslægen, der hører under Sundhedsstyrelsen, og fik besked på ikke at udføre operationer, før manglerne var udbedret, og embedslægen havde tilset klinikken igen.

Ved andet tilsyn 15. maj var der sket forbedringer, men der var stadig adskillige journalfejl, og Ulla Axelsen forklarer i retten, at Kim Tjelums adfærd var så alarmerende, at et tredje uanmeldt tilsyn måtte finde sted.

- Hans opførsel ved besøget gjorde, at vi blev i tvivl om hans egnethed til at varetage sit arbejde forsvarligt. Han virkede ukoncentreret og var opfarende over for personalet, husker embedslægen i vidneskranken.

Ved det tredje tilsyn den 8. juni 2011 viste det sig da også, at situationen var lige så slem som ved første tilsyn igen.

- Her var det så alvorligt, at vi ikke længere kunne lade ham behandle, fortæller Ulla Axelsen.

Igen var det usømmelig omgang med journaler, der bekymrede embedslægen. Manglende informationer, undersøgelser der slet ikke var dokumenteret, medicin der var givet uden at blive anført, hele journaler uden CPR-numre. Tjelum undskyldte den manglende journalføring med travlhed.

Ved dette besøg fik Kim Tjelum forbud mod at udføre flere operationer, men allerede dagen efter havde han en ung pige under kniven til et brystløft. Hun vidnede også i retten tirsdag, langt fra tilfreds med kirurgens arbejde:

- Jeg skulle bare have et lille brystløft, men arrene er to centimeter brede, og intet er løftet - det er værre end før, sagde den unge kvinde med sikker stemme fra midten af lokalet.

Anklageren kræver Kim Tjelum fængslet i sagen, der kører frem til maj i år. Han er tiltalt for 12 forhold om sjusk og forsømmelse samt manglende journalføring.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV