Skånetrafiken stopper forsalg af billetter til Sverige

Skrevet af admin

09/12/2015

Dagens topnyheder

Sverige ventes at indføre det såkaldte transportøransvar, som pålægger trafikselskaber at kontrollere rejsendes legitimation og visum, når de transporterer dem ind og ud af landet.

Derfor har Skånetrafiken, som kører Øresundstog sammen med DSB, valgt at lukke for forsalget af billetter fra Danmark til Sverige fra og med 20. december.

- Rejsende, der ønsker at rejse fra Danmark, rådes til at være ude i god tid og købe billetten i automaten lige inden afgang, skriver Skånetrafiken på sin hjemmeside.

- Det skyldes id-kontrollen, som bliver indført i Kastrup, forklarer Ulrika Mebius, som er presse- og informationsmedarbejder ved Skånetrafiken, til Ritzau.

- Hvis vi sælger billetterne, kan vi ikke love, at folk kan komme med det tog, de har billet til. Derfor synes vi, det meste ærlige er at lade være, forklarer hun.

Id-kontrollen vil "sandsynligvis" komme til at betyde færre afgange, forklarer Ulrika Mebius.

- I myldretiden har vi afgange hvert tiende minut, og det kan man ikke, hvis der er id-kontrol på stationen i Kastrup, forklarer hun.

Samtidig bliver rejsetiden påvirket.

- Vores intention er, at togene skal køre efter planen fra Malmø (mod Danmark, red.), men rejser man den anden vej, kan vi ikke love, at køreplanen bliver den nuværende, siger hun.

Øresundstog benytter sig ikke af pladsreservationer, og en forkøbt billet vil derfor ikke sikre adgang til en specifik afgang. Derimod vil billetten på samme måde som et klippekort give adgang til alle afgange i det pågældende døgn.

Hos Pendlerklubben Kystbanen forstår talsmand Michael Randropp godt beslutningen om at stoppe forsalget.

- De har ikke mulighed for at udbyde billetter, når de ikke ved, hvilke afgange de kommer til at køre. Det ville være tosset at sælge nogle billetter, man ikke har afgange til. Men det giver utryghed hos passagererne, konstaterer han.

Talsmanden har forståelse for, at der er tale om en ekstraordinær situation, men han frygter, at en langvarig forlængelse af rejsetiden og reduceringen i køreplanen vil koste passagerer.

- Vi kan leve med det på den meget, meget korte bane, men det er en meget, meget kritisk situation, og det kan få folk til at fravælge den kollektive trafik, siger han.

Hos DSB oplyser presseafdelingen, at man fortsat sælger billetter til Øresundstog.

Selskabet ønsker ikke at forholde sig til Skånetrafikens beslutning.

/ritzau/