Skade holder dansk VM-målvogter ude af Champions League

Skrevet af admin

08/01/2016

Dagens topnyheder

Den danske keeper Sandra Toft er ikke kommet sig efter VM-kampen mod Rumænien i december, hvor hun blev ramt i hovedet af et hårdt skud fra rumæneren Cristina Neagu.

Hun er derfor ikke på holdkortet, når Larviks håndboldkvinder spiller i Champions League lørdag på hjemmebane mod tyske Thüringer.

– Sandra spiller ikke lørdag, siger Larviks træner Tor Odvar Moen til det norske nyhedsbureau NTB.

Tofts reserve bliver den montenegrinsk-norske målvogter Alma Hasanic, der ellers også var blevet skadet, men altså spiller alligevel.

Det er ikke første gang, at Sandra Toft har fået hjernerystelse.

- Hun har haft nogle afbræk, og eftersom hun tidligere er blevet ramt i hovedet, er det vigtigt, at vi lader det tage den tid, det tager, har Tor Odvar Moen tidligere sagt om Tofts skade.

Larvik har tidligere haft den danske veteran Lene Rantala på sidelinjen i de kampe, hvor Toft har måttet sidde ude. Den 47-årige dansker vil efter alt at dømme være at finde på Larviks sidelinje i tilfælde af, at Alma Hasanics skade er for alvorlig til at spille med.

/ritzau/