Skade holder Gerrard ude i seks uger

Skrevet af admin

10/12/2013

Dagens topnyheder

Den engelske storklub Liverpool kommer til at undvære sin anfører, Steven Gerrard, i op til seks uger.

Det skriver den engelske avis Liverpool Echo, der fortæller, at en skanning har vist, hvor alvorlig skaden er.

Årsagen til den forestående lange pause er den muskelskade i låret, der tvang Gerrard ud af weekendens opgør mod West Ham.

Her sejrede Liverpool 4-1 og understregede sig som sidste uges bedste hold i Premier League. I midtugen havde holdet vundet 5-1 over Norwich.

Dermed avancerede holdet til andenpladsen i ligaen, men den placering kan blive svær at fastholde uden den rutinerede midtbanespiller.

Således spiller Liverpool flere storkampe i den kommende tid, og Gerrard kommer samtidig til at gå glip af det fortættede jule- og nytårsprogram.

I løbet af denne periode møder holdet blandt andre Tottenham, Manchester City og Chelsea, som alle ligger lige under Liverpool i tabellen.

I forvejen må Liverpool se bort fra skadede profiler i skikkelse af Daniel Sturridge og José Enrique.

Gerrards fravær kan dog komme Daniel Agger til gode. Ifølge Liverpool Echo overtager den danske landsholdsspiller anførerbindet i denne periode.

/ritzau/