Skadefri Mario Gómez er klar til Esbjerg-kampe

Skrevet af admin

03/02/2014

Mest læste i dag

Fodboldspilleren Mario Gómez ser ud til at kunne lægge sit over fire måneder lange skademareridt bag sig.

Tyskeren, der sidste sommer kom til italienske Fiorentina fra Bayern München, har ikke spillet siden den 15. september på grund af en knæskade, men nu er han omsider ved at være klar. Måske endda til at lave mål i de kommende kampe mod Esbjerg i Europa League.

- Mario Gómez har gennemført sin genoptræning og genoptager træningen sammen med resten af holdet på onsdag, meddeler Fiorentina på klubbens hjemmeside.

Angriberen er også inkluderet i Fiorentinas trup til Europa League.

Her skal klubben den 20. og 27. februar møde danske Esbjerg henholdsvis ude og hjemme i 1/16-finalerne.

28-årige Mario Gómez, der går under navnet Super-Mario, er kendt som en af de farligste afsluttere i europæisk fodbold.

Alligevel mistede han i sidste sæson sin stamplads hos Bayern München til Mario Mandzukic og skiftede derfor til italiensk fodbold.

Mario Gómez nåede blot at spille fem kampe og score to mål for Fiorentina, inden han blev skadet.

/ritzau/