Skadelige kemiske stoffer forbydes i legetøj

Fremover er der mindre grund til bekymring, når dit lille barn putter legetøjet i munden.

Nye EU-regler betyder nemlig, at det bliver forbudt at bruge tre skadelige stoffer i legetøj til børn under tre år, for eksempel tøjdyr, gulvpuslespil og plasticmad.

De uønskede stoffer er såkaldte flammehæmmere, der øger brandsikkerheden i en lang række produkter. Det har nemlig vist sig, at to af de tre flammehæmmere er kræftfremkaldende, mens den tredje har samme struktur og derfor også kan vise sig at være udløse kræft, når kommer i kontakt med stoffet.

Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, lyder det fra miljøminister Kirsten Brosbøl (S).

»Forældre skal trygt kunne lade deres børn lege med deres legetøj uden frygt for, at de blive udsat for skadelige kemikalier. Det glæder mig derfor, at EU forbyder de tre flammehæmmere i legetøj. Fra dansk og europæisk side arbejder vi målrettet på at få de skadelige stoffer ud af vores hverdagsprodukter, og det her forbud er et vigtigt skridt i den rigtige retning,« siger hun i en pressemeddelelse.

Allerede i juli sidste år kom der nye regler for de kemikalier, der kommes i legetøj, og regelsættet betyder, at der løbende kan sættes grænser for nye kemiske stoffer, når der bliver behov for det. Det er netop det, der er sket med flammehæmmerne. Tidligere er stofferne cadmium og barium også blevet forbudt.

Det nye forbud træder dog først i kraft, når Rådet og Europa-Parlamentet formelt har vedtaget det.

Dagens Gossip

Dagens TV