Skader fra attentatforsøg i 1981 dræbte Reagans talsmand

En retsmedicinsk undersøgelse slår nu fast, at James Bradys død skyldes de skader, han pådrog sig, da han helt tilbage i 1981 blev såret under et drabsforsøg på Ronald Reagan, skriver CNN.

Bradys familie oplyste mandag i denne uge, at den 73-årige Brady, der var pressesekretær for den tidligere præsident Ronald Reagan, var død efter problemer med sit helbred, men efter en retsmedicinsk undersøgelse er dødsårsagen blevet fastslået som drab. Derfor er en ny efterforskning blevet iværksat, fortæller en talskvinde fra politiet til CNN.

Det er ifølge CNN endnu ikke klart, om John Hinckley, der skød og sårede Reagan, Brady, en politibetjent og en agent, dermed står over for nye anklager.

James Brady blev født i 1940 i Illinois og er uddannet fra universitetet i Illinois, og i 1973 rejste han til Washington. I 1996 modtog han den fornemste civile pris "Presidential Medal of Freedom" af daværende præsident Bill Clinton.

Den tidligere pressesekretær og talsmand for Det Hvide Hus blev offer for en traumatisk hjerneskade efter drabsforsøget, hvilket efterlod ham delvist lammet og afhængig af en kørestol for at komme rundt.

Efter James Brady blev ramt af skuddet, stiftede han Brady Campaign to Prevent Gun Violence, der er en organisation, som er dedikeret til at ændre de amerikanske love for våbenkontrol.

Ifølge en udtalelse fra Dan Gross, der er chef for organisationen, arbejdede Brady og hans kone utrætteligt for at gøre det sværere for kriminelle at købe våben.

Gross vurderer, at to millioner salg af våben til kriminelle er blevet blokeret, efter at en lov blev stemt igennem i 1993. Loven er opkaldt efter James Brady og bærer navnet "Brady Handgun Violence Prevention Act".

Den indførte en obligatorisk venteperiode på fem dage for at købe håndvåben samt et baggrundstjek.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip

Dagens TV