Skader gjorde Wilbeks nye fund til forsvarsspecialist

Skrevet af admin

05/11/2013

Dagens topnyheder

Det er først i en relativt sen alder, at Team Tvis Holstebro-spilleren Klaus Thomsen er kommet ind i varmen hos håndboldlandstræner Ulrik Wilbek.

Det skyldes ikke manglende talent, men derimod en stribe skader til den 27-årige sønderjyde. Kroppen - og specielt skulderen - kan ikke længere holde til at spille med i angrebet.

- Havde Klaus ikke haft alle de skader, så er jeg overbevist om, at han i dag spillede venstre back på landsholdet sammen med Mikkel Hansen, siger Ulrik Wilbek.

198 centimeter høje Klaus Thomsen kom tidligt i karrieren til Viborg, men skaderne bremsede hans udvikling.

Han var en tur omkring Lemvig, før han sidste år skiftede til Team Tvis Holstebro, hvor han blev hevet ind som forsvarsspecialist.

Og selv om han nu sjældent kommer over midterlinjen i kampene, er han glad for den beslutning.

- I stedet for at være middelgod til mange ting, kan jeg arbejde på at blive rigtig god til én ting.

- Valget gav mig mulighed for at komme til en topklub, og det har også gjort mine muligheder for at komme på landsholdet større. Der er jo pænt meget rift om pladserne på venstre back på landsholdet, siger Thomsen.

I stedet for at konkurrere med Mikkel Hansen, Nikolaj Markussen og Mads Larsen om spilletiden, er det nu Kasper Nielsen, der står i vejen for en plads i den trup, der spiller EM på hjemmebane til januar.

- Jeg har meget at lære, men jeg mener at jeg har et niveau, hvor jeg godt kan være med. Så jeg gør, hvad jeg kan for at spille mig til en plads på EM-holdet, siger Klaus Thomsen, der var med EM-bruttotruppen i Oslo til Golden League-stævne i den forgangne weekend.

Han skifter fra og med den kommende sæson til Bjerringbro-Silkeborg, hvor det lige nu også er Kasper Nielsen, der ordner paragrafferne i forsvaret.

Den 38-årige landsholdsspillers kontrakt udløber dog til sommer.

Klaus Thomsen og Team Tvis Holstebro møder på lørdag Skjern Håndbold i Herre Håndbold Ligaen.

/ritzau/