Skader kan tvinge Klavs Bruun på banen for Team Tvis

Lørdag aften løber Team Tvis Holstebros håndboldherrer på banen i slovenske Velenje for at møde de lokale helte fra Gorenje Velenje i den første kvartfinale i EHF Cuppen.

Og det bliver en af sæsonens sværeste kampe, erkender Team Tvis-træner Klavs Bruun Jørgensen, som må stille op uden de skadede profiler Michael Damgaard og Simon Birkefeldt.

- Vi skal op mod et hold, der både har gode håndboldspillere og masser af fysik - og som er ekstra gode på hjemmebane.

- Dertil kommer, at vi er taget af sted uden Simon Birkefeldt, der blev ramt i hovedet mod KIF og måske har fået en hjernerystelse.

- Simon har været en nøglefigur i vores forsvarsspil, så det er bestemt ikke optimalt, siger Klavs Bruun Jørgensen, der af samme grund lufter muligheden for selv at gå på banen.

- Muligheden er der, men jeg satser på, at vi finder andre og bedre løsninger, siger han til klubbens hjemmeside.

Team Tvis-mandskabet skal op mod en af de helt store profiler i denne sæsons EHF Cup, nemlig Stas Skube.

- Det kan godt være, at han kun er 176 centimeter høj, men han er ekstremt hurtig og gennembrudsfarlig, hvilket 62 mål i otte kampe også vidner om.

- Så det kan være, at vi kommer til at gribe tingene lidt anderledes an, lyder det fra Klavs Bruun Jørgensen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV