Skadet Agüero misser Argentinas 1/8-finale

Skrevet af admin

27/06/2014

Dagens topnyheder

Argentina bliver svækket i offensiven, når titelbejlerne på tirsdag skal ud i en vanskelig 1/8-finale mod Schweiz ved VM i Brasilien.

Sergio Agüero, der måtte forlade banen med en skade, da Argentina onsdag besejrede Nigeria, bliver nemlig ikke klar til kampen mod schweizerne.

Den argentinske landsholdsdoktor, Daniel Martinez, fortæller, at Agüero har pådraget sig en muskelskade i venstre lår.

Manchester City-angriberens forår har været delvis spoleret af forskellige skader, og han har da heller ikke lignet en mand i topform i Argentinas tre indledende kampe.

Tidligere torsdag skrev en argentinsk avis, at Agüeros skade er så alvorlig, at han ikke kommer til at spille mere ved VM, men den oplysning blev ikke bekræftet, da argentinerne torsdag holdt pressemøde i Belo Horizonte.

/ritzau/