Skadet Arsenal-målmager er ude i fire måneder

Arsenal-angriberen Olivier Giroud vil i de kommende fire måneder formentlig ikke være at finde på Premier League-klubbens holdkort.

Franskmanden er onsdag eftermiddag blevet opereret for et mindre brud på sit venstre skinneben. Operationen er gået som planlagt, oplyser Arsenal på sin hjemmeside.

Giroud pådrog sig skaden, da Arsenal i weekenden spillede mod Everton.

- Olivier ventes at vende tilbage om cirka fire måneder. Alle i Arsenal ønsker Olivier god bedring og ser frem til at få ham tilbage på banen snart, lyder det på hjemmesiden.

Arsenals manager, Arsène Wenger, ærgrer sig over Girouds skade, men er fortrøstningsfuld. I franskmandens fravær vil nyindkøbet Alexis Sánchez blandt andet kunne agere erstatning i angrebet, fortæller Wenger, da han bliver spurgt, om Sánchez kan spille spidsangriber.

- I tre eller fire måneder? Han kan spille hele sit liv som angriber. Jeg købte ham til at spille i angrebet, ikke kun på fløjen, siger Wenger ifølge AFP om den tidligere FC Barcelona-spiller.

Alexis Sánchez scorede kampens eneste mål, da Arsenal onsdag aften besejrede Besiktas fra Tyrkiet og kvalificerede sig til gruppespillet i Champions League.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip