Skadet Boilesen løber ingen risiko mod Milan

Den danske landsholdsspiller Nicolai Boilesen er tilbage på træningsbanen hos Ajax Amsterdam. Men han bliver som ventet ikke klar til onsdagens Champions League-kamp ude mod AC Milan.

- Jeg har igen trænet med udendørs.

- Men kampene mod Milan og Cambuur kommer for tidligt lige meget hvad, siger Boilesen til den hollandske avis De Telegraaf.

- Måske kunne jeg nå kampen mod Roda, men jeg tror, at det vil være klogere ikke at løbe den risiko, så jeg for alvor kommer tilbage i truppen i forbindelse med træningslejrene, siger Boilesen.

Ligakampen mod Roda skal spilles 22. december, men Boilesen regner først med at spille kampe igen på træningslejrene for Ajax i vinterpausen.

Som Boilesen tidligere har sagt, så kommer han formentlig ikke til at spille kampe i resten af dette kalenderår.

Boilesen har talt med og besøgt den svenske læge, som også hjalp ham ved den seneste skade i baglåret.

- Han har været i Amsterdam og tjekket mit baglår. Han har heldigvis konkluderet, at skaden er meget mindre voldsom end sidste gang. Derfor er aftalen, at jeg rehabiliterer i Ajax, fortæller danskeren.

Med i truppen til onsdagens kamp mod Milan er danskerne Christian Poulsen, Lasse Schöne, Viktor Fischer og Lucas Andersen.

/ritzau/

Dagens Gossip