Skadet Boldsen opgiver sæsonen

Da Joachim Boldsen for nogle måneder siden rev en sene over i den ene arm, var meldingen, at den tidligere landsholdsspiller nok skulle nå tilbage i tide til at spille for KIF Kolding København i slutningen af sæsonen.

Nu tvivler Boldsen imidlertid på, at han når flere kampe i denne sæson, selvom han er tilbage og i fuld gang med genoptræningen.

- Jeg kan gøre stort set alt, undtagen at deltage i træning med fysisk kontakt med de andre. Det er alt, alt for tidligt at vove sig ud i det endnu, siger Boldsen til Ekstra Bladet.

Han forventer ikke at kunne deltage i KIF Kolding Københavns sidste gruppekampe i slutspillet, men han vil endnu ikke helt afskrive muligheden for at kunne give mesterskabsfavoritterne en hjælpende hånd i hverken DM-semifinalerne eller Final 4-kampene i EHF Cuppen.

- Men jeg aner i bund og grund ikke, om det er realistisk at spille med i et eller andet omfang, konstaterer Boldsen nøgternt.

KIF Kolding København slog tirsdag Tønder ud af pokalturneringen. I næste runde venter Skanderborg.

 

 

 

Dagens Gossip