Skadet Brøndby-angriber må holde lang pause

Skrevet af admin

02/09/2014

Dagens topnyheder

Det har været et par festlige dage for Brøndby med en superligasejr over FC Nordsjælland og markante forstærkninger i de sidste dage af transferperioden.

Men tirsdagens nyhed lægger formentlig en lille dæmper på humøret på Vestegnen: Den skade, som angriberen Ariel Nunez pådrog mod nordsjællænderne i søndags, har nemlig vist sig så alvorlig, at paraguayaneren er ukampdygtig i seks til otte uger.

Der er tale om en kraftig forstuvning af venstre ankel, meddeler Brøndby på sin Twitterkonto.

Ariel Nunez har været i startopstillingen i alle sæsonens seks kampe og er noteret for en enkelt scoring.

Brøndby burde dog have afløserne parat, eftersom klubben mandag hentede to angribere ind på lejeaftaler.

Det drejer sig om den finske landsholdsspiller Teemu Pukki og islændingen Holmbert Fridjonsson, der begge blev hentet i den skotske klub Celtic.

De kan nu komme i spil, næste gang Brøndby skal i aktion.

Det er søndag 14. september på hjemmebane mod Randers.

 

/ritzau/