Skadet Daniel Agger: Det mærkes ikke godt

Skrevet af admin

24/05/2016

Dagens topnyheder

Brøndby skuffede fælt mandag aften, da holdet hjemme tabte 0-1 til Viborg. Dermed tabte de blågule et meget vigtigt skridt i kampen om medaljerne i Superligaen.

Daniel Agger måtte allerede midt i første halvleg udgå fra opgøret, da han hårdt blev fældet af Søren Frederiksen.

- Det mærkes ikke skide godt lige nu, men jeg vil vente og se, hvordan det ser ud i morgen. Lige nu ser det ikke godt ud.

- Jeg blev ramt mellem akillessenen og læggen i et område, hvor der ikke er så meget plads, så det er måske også det, der er problemet. Der er ikke plads til det blod, der er samlet der.

Søren Frederiksen slap med et gult kort i situationen, og det var ifølge Agger helt okay.

- Fodbold er en kontaktsport, og den slags sker. Sådan noget skal man bare acceptere og komme videre, siger Agger.

Daniel Agger var inden udskiftningen involveret i Viborgs enlige mål i opgøret.

- Jeg har set den tre-fire gange efterfølgende, og det var jo bare fejl på fejl på fejl, siger Agger.

- Jeg skulle måske bare have losset bolden væk, men jeg prøvede at cleare den, og den kom ikke så langt væk.

Brøndby kom med tre sejre på stribe, men lignede langt fra et hold med selvtillid mod Viborg.

- Det har været gennemgående i de kampe, vi har vundet, at vi ikke er startet ret godt. Sådan var det også her. Jeg synes, det er svært, siger Agger.

Daniel Aggers fremtid i Brøndby er stadig uvis. Hans kontrakt udløber efter sæsonen, og han har endnu ikke besluttet sig for, hvad der derefter skal ske.

/ritzau/