Skadet FCK-nordmand melder afbud mod Danmark

Skrevet af admin

11/11/2013

Dagens topnyheder

FC København-profilen Daniel Braaten har pådraget sig en lårskade og melder afbud til fredagens landskamp mod Danmark.

Den norske offensivspiller kom galt af sted i søndagens 1-1-kamp mod Esbjerg i Superligaen.

- Jeg skulle accelerere i en situation, og så gav det et nap i baglåret, og jeg måtte gå ud, siger Braaten til FCK's hjemmeside.

- Det bliver ikke nogen kamp, siger nordmanden med henvisning til fredagens venskabskamp i Herning.

Den offensive midtbanespiller håber i stedet, at han bliver klar til FCK's kommende superligakamp i Parken mod Viborg den 24. november.

- Nu gælder om at bruge tiden godt. Der er to uger til næste kamp, så må jeg arbejde stille og roligt hen imod den, siger Braaten.

Den 31-årige nordmand skiftede i sommer til FC København. Braaten har tidligere optrådt for Skeid, Rosenborg, Bolton og Toulouse.

/ritzau/