Skadet håndled koster Juul-Jensen klassikerdeltagelsen

Skrevet af admin

22/03/2016

Dagens topnyheder

Den danske cykelrytter Christopher Juul-Jensen skulle oprindeligt have kørt brostensklassikerne i Belgien og i Frankrig i de kommende uger.

Men det håndled, han brækkede sidste år er ikke vokset ordentligt sammen og derfor gør det for ondt at køre på brosten.

Det fortæller danmarksmesteren på enkeltstart til TV 2 Sport.

- Det var en sur pille at sluge i forhold til, at det selvfølgelig var det helt store mål i foråret. Og det er jo heller ikke nogen behagelig eller nem situation at stå i, når jeg nu er ny på holdet. Men heldigvis tager både jeg og holdet det roligt, siger cykelrytteren.

Christopher Juul styrtede i Milano-Sanremo for et år siden, men det var først langt senere på året, at bruddet i håndledet blev konstateret. I november fik han sat en skrue i, men helingsprocessen er ikke overstået.

Derfor må han sammen med sit nye cykelhold, det australske Orica-Greenedge, ændre planer.

- Det gør meget ondt. Efter åbningsweekenden, hvor der var brosten, var det også ret tydeligt med hævelsen og smerten. Der var stor forskel i forhold til, når jeg kører på ganske almindelig landevej, fortæller han til tv-stationen.

- Nu kører jeg for eksempel Ardennerne i stedet for, så lidt klassiker får jeg da kørt, siger han videre.

Dermed skal den 26-årige cykelrytter altså arbejde hen imod Amstel Gold Race, Liege-Bastogne-Liege og Fleche Wallonne, som ligger senere i april end brostensklassikerne.

Sidste år vandt Christopher Juul-Jensen etapeløbet Post Danmark Rundt i august.

/ritzau/