Skadet Hulk misser Brasiliens sidste træning

Skrevet af admin

17/06/2014

Mest læste i dag

Lårproblemer betød, at den brasilianske angriber Hulk måtte forlade søndagens træning forud for VM-kampen mod Mexico, og mandag deltog Zenit-angriberen slet ikke i den afsluttende træning inden opgøret mod Mexico.

Han blev på hotellet for at få behandling, fortæller det brasilianske fodboldforbund (CBF) ifølge dpa. Skaden er ikke alvorlig, lyder det fra CBF, og selvom Hulk er yderst tvivlsom tirsdagens kamp i gruppe A, så er landstræner Luiz Felipe Scolari fortrøstningsfuld.

- Jeg har en masse kvalitet til rådighed. Vi får ikke problemer, hvis Hulk må melde fra til kampen, siger landstræneren.

Anfører Thiago Silva går i den anden retning end Scolari.

- Det ville være et stort tab for os, hvis han virkelig ikke kan spille. Det er trist at skulle undvære en spiller ved et VM på grund af en skade, siger Silva.

Både Brasilien og Mexico vandt deres åbningskampe. Kampen begynder tirsdag klokken 21 dansk tid.

/ritzau/