Skadet Jan Ø. Jørgensen er tvivlsom til Denmark Open

Når Super Series-turneringen Denmark Open begynder i næste uge, var det forventet, at badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen skulle gøre comeback efter sin knæskade ved VM i august.

Men nu ser en ny skade - denne gang en fodskade - ud til at sætte en stopper for danskerens deltagelse i turneringen.

- Knæskaden, jeg pådrog mig ved VM, kom jeg mig over på 14 dage. Herefter gled jeg så på min højre fod under en holdkamp, og jeg har ikke trænet fuldt ud siden, siger Jan Ø. Jørgensen.

Den nye skade betyder, at det er tvivlsomt, om danskeren kan spille allerede i næste uge.

- Jeg har været i tvivl, om jeg overhovedet skal stille op til Denmark Open, men det er ikke 100 procent besluttet endnu, siger han.

Skulle foden blive klar, ønsker Jan Ø. Jørgensen dog ikke at sætte for høje forventninger til sig selv.

- Jeg tager det lidt dag for dag og tester kroppen op til turneringen. Det går også bedre og bedre. Men vælger jeg at spille turneringen, så bliver det uden nogen form for forventninger. Så kommer det mere til at fungere som træningskampe.

- Jeg skal sadle om mentalt. Det er en turnering, jeg har vundet før, og denne gang tager jeg derover med absolut ingen forventninger. Det bliver selvfølgelig ikke let, siger han.

Jan Ø. Jørgensen har fået en meget svær lodtrækning til Denmark Open.

I første runde venter den stærke tysker Marc Zwiebler. Skulle det lykkes Jørgensen at besejre ham, kan verdensstjernen Lin Dan vente i anden runde.

Jan Ø. Jørgensen har haft en stærk sæson indtil nu. En opadgående formkurve kulminerede med sejren ved Super Series-turneringen i Indonesien tilbage i juni, men siden har skader sat en stopper for mere dansk succes.

Denmark Open spilles i Odense fra tirsdag til søndag i næste uge.

/ritzau/

Dagens Gossip